top of page

UDFORDRING#1 : Babylon-burgers!

  • Forfatters billede: Emil Efferbach
    Emil Efferbach
  • 14. jan. 2018
  • 3 min læsning

Okay, Nicolai - så kan du godt glæde dig!

For de af jer, der ikke så Nicolais opslag for lidt over en uge siden, kan jeg kort fortælle at han udfordrede Jeppe og jeg til at lave en kendt kødret vegetarisk.

Vi accepterede selvfølgelig - og mit resultat blev en lidt anderledes burger end den jeg kendte i forvejen. Den er løst inspireret af en, jeg fik serveret af min kære mor, der havde læst opskriften et sted og hørt, at den var kåret som verdens bedste burger på et tidspunkt.

De fleste af jer må utvivlsom have set én af de utallige burger-barer, der er poppet op i København over de sidste år. Mange af dem har skam også vegetarburgere som valgmulighed, og jeg tænkte, at nu laver jeg én, jeg endnu ikke har set på menuerne i København. Endnu...

NOTE: Titlen har egentlig ikke noget med oldtidens rige, Babylon, at gøre... men da jeg startede i køkkenet, spillede "Funtimes in Babylon" (Father John Misty) i baggrunden, så det var oplagt at låne lidt til titlen.


Det skal du bruge (4 pers):

- 1 aubergine

- 50-100 gram mandler

- 50-100 gram parmesanost

- 1 squash/courvette

- Olivenolie

- 1 æg

- Smør

- Salt og peber

- Blandet salat

- Frisk mozarellaost

- 1 løg

- 2-3 fed hvidløg

Til servering:

- Burgerboller (se evt. min opskrift på "Nord-til-syd"-sandwichboller)

- Ketchup

- Sennep


Sådan gør du:

NOTE: Hvis du selv vil bage boller, så skal du starte med at gøre det nu for det tager noget tid med hævning og bagning. Ellers gør du sådan her:

1) Tænd ovnen på 200 grader

2) Skyl auberginen og sker den i 1-2 cm tykke skiver. Enderne behøver du ikke bruge, for skiverne skal helst være nogenlund samme størrelse.

3) Læg skiverne i et ildfast fad sammen med hvidløg (pres dem med den flade side af en kniv inden) og stænk det hele med olivenolie. Krydr skiverne med lidt salt og peber.

4) Når ovnen er varm sætter du fadet ind og dæk det med et stykke stanniol så skiverne ikke branker. De skal have 20 min i alt. Halvvejs vender du dem liiige for god ordens skyld...

5) Imens kan du riste mandlerne. Varm en pande op ved medium varme og smid mandlerne på. Ryst panden undervejs så mandlerne bliver ristet på begge sider. Når de har fået en let mørkebrun kulør, sluk for varmen og hæld dem over på et skærebræt. Lad dem køle lidt af.

6) Hak mandlerne fint og put dem over i en dyb tallerken.

De skal være hakket rigtig fint, for hvis du hakker dem for groft, binder de ikke så godt når du panerer senere! Se billedet til højre for reference.

7) Riv parmesanosten på den fine side af et rivejern og hæld dem over i den samme skål som mandlerne. Vend godt rundt.

8) Når auberginerne er færdige, tager du dem ud og lader dem køle lidt af, evt. på en kold tallerken.

9) Imens skyller du squashen og skærer dem i tynder skiver på den lange side.

10) Slå et æg ud i en skål og pisk det let sammen med en gaffel.

11) NU SKAL DER PANERES! Vend én efter én aubergineskiverne i æg og derefter mandler/ost. Når du har gjort det, varmer du en støbejernspande op, smider en ordentlig klat smør i sammen med et godt skvæt olie. Der skal ikke spares på fedtstof her!

12) Steg Babylon-aubergine-bøfferne på panden og pas på de ikke bliver sorte! Tilsæt evt. mere smør undervejs. Grill imens squashen på en grillpande ved siden af med lidt olie. Hvis du timer det, er bøfferne færdige ca. samtidig med squashen.

13) Skyl salat, skær mozzarellaen i skiver, skær løget i ringe - og SÅ skal der bygges!

14) BYGNINGEN:

Flæk en burgerbolle på langs (hvis du selv har bagt dem inden, er de stadig lune - hvis du selv har skaffet nogle, skal de liiige varmes/grilles på skæresiderne først!), smør ketchup på den ene og sennep på den anden. Læg en Babylon-bøf på underbollen, dernæst topper du med salat, skiver af mozzarellaost, grillede squash, friske løgringe og til sidst lukker du med toppen. Jeg kunne skrive hvad du bør gøre nu, men siger vel næsten sig selv...




コメント


bottom of page